Del artiklen
I antikken havde verden syv underværker. Jeg kan huske et par stykker, Kolossen på Rhodos, Babylons hængende haver, Artemistemplet i Efesos. Labyrinten på Knossos.
De var alle stoflige. Materielle.
Hvor er den moderne verdens syv underværker?
Er de, måske fordi vi er ved at opdage bevidsthedens betydning, immaterielle?
Er de 17 verdensmål ét af den moderne verdens underværker? Er kvantemekanikken? Er en moderne, dogmefri essens af de store spirituelle traditioners visdom, The Perennial Philosophy som Aldous Huxley kaldte det, et sådant moderne og tidløst fænomen?
Jeg har i hvert fald yderligere ét seriøst forslag til et moderne underværk: Èt af verdens syv underværker er vareudbuddet i Brugsen i Nørre Snede. Eller vareudbuddet i et hvilket som helst supermarked et hvilket som helst sted i den rige verden.
Dette sortiment er et mirakel. Af teknologisk og landbrugsteknisk kunnen, af tranportlogistik, af smagsmæssig forfinelse: Økologisk Kenyansk kaffe. Økologisk ahornsirup, champagne, grantæbler, mango, bananer, manitobamel, jomfruhummer, safran, vaniljestænger fra Madagaskar, hel kardemomme.
For mig er der en let fryd forbundet med at købe ind: Om lidt spiser jeg kålsalat med Hanneli. Om lidt drikker jeg café au lait med Michael Stubberup. Om lidt har jeg smurt en delikat madpakke på surdejsbrød til Helle og mig til når hun om et par timer henter mig i sin røde bil, og vi om et par timer kører mod Villa Fohrde til endnu et modul i Børns Livskundskabs interntionale uddannelse i Berlin. En legal, nødvendig menneskelig glæde ved smagsmæssig forfinelse, kreativitet og social kontakt omkring måltidet.
Og så er der, når jeg lytter omhyggeligt efter, langt inde en let uro.
Der er en lille del af fryden ved at købe ind, hvad enten vi køber madvarer i Brugsen eller et par Vivo Barefoot sko på nettet, som jeg mærker stammer fra at jeg forsøger at dække en indre angst med stoflighed. Der er en lille del af købet som skjuler at jeg, ved at anskaffe og forbruge en ydre stoflighed, camouflerer at jeg skal dø. Skjuler at livet er uden for kontrol. At kærligheden er uberegnelig. Og utilregnelig.
De kan ikke have haft den samme mulighed for stoflig omsætning i antikken. Eller i middelalderen. Der var meget færre penge, meget mindre forbrugsmæssig udveksling. Meget færre valgmuligheder.
De har levet i en anden form for personlighed. Som må have været meget mere tyndskallet. Meget mere sårbar. Men også uden den ansvarstyngde der kommer af at have et medansvar for sit eget liv. For sin egen samtid.
På et eller andet tidspunkt, fra oplysningstiden og frem, er den tilgængelige energimængde begyndt at vokse. I personlighederne og i samfundet. Først en umærkelig vækst og siden eksponentiel.
Den vækst har, forestiller jeg mig, været drevet af det samme som rumsterer i mig når jeg køber ind i Brugsen:
Forbrugsfesten, den legale og smukke glæde ved at fejre og nyde varerigelighedens uendelige mængde af kreative oplevelser.
Og den lette, nagende, indre uro ved at mærke at man har projiceret angsten for undergangen ud på den ydre verden og forsøger at kontrollere den dér. Forsøger at dæmpe dødsangsten og adskiltheden ved, som menneske eller nation, at købe mad, huse, biler. Teslaer. Automatvåben, atombomber. Måneraketter. Vacciner.
Jeg tror at på en måde er det så enkelt: Vi har skabt de truende globale, stoflige ubalancer, i indtægt, i den atmosfæriske lufts sammensætning, i biosfærens kemi fordi vi mennesker, ved at transformere den ydre verden forsøger på én gang at skjule og få kontrol over et indre dilemma: At noget i os véd at vi skal dø. Og at noget i os mærker at vi er adskilt, at vi på en ubærlig måde er adskilt, fra verden og fra hinanden.
Denne indre ubærlighed kan ikke løses alene ved at omfordele stoffet udenom os. Den ydre ubalance er ikke fremkaldt af materien selv. Den er fremkaldt af mennesker og af menneskers følelser. Af vores fælles længsel efter samhørighed. Af vores angst for døden. Og af de følelser der dækker for disse to fundamentale eksistentielle vilkår: Grådighed og aggression.
At forsøge at etablere bæredygtighed kun ved omfordeling, kun ved ydre tiltag, er ikke tilstrækkeligt medfølende. Der er brug for en mere omfattende omsorg. Omsorg for den lidelse vi alle bærer på, lidelsen ved afstanden til andre mennesker og ved ubønhørligheden i tidens gang.
Der er ingen forskel på ydre og indre bæredygtighed. At se dem som sammenhængende, at adressere dem begge samtidigt, er ærbødigt at gå ned på knæ. For livet.
Peter Høeg, mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i meditation, empati og kreativitet.
Han er medstifter af foreningen Børns Livskundskab, medforfatter til bogen‚ ‘Empati – det der holder verden sammen‘ og en del af undervisningsteamet på den 2-årige internationale uddannelse “Training Empathy”.
Herudover underviser han på Vækstcenteret og i Kontemplation.dk.