Man kunne spørge: er man ikke allerede i dag i folkeskolen opmærksom på disse fem områder? Jo på en måde. Men ikke med tilstrækkelig dybde og klarhed. For i skolen – og oftest også uden for skolen – er træningen af forskellige aspekter af den menneskelige helhed knyttet sammen med jeg udvikling og formningen af personligheden.

Idrætsundervisningen får man naturligvis forskellige værdifulde bevægelseserfaringer og oplevelser af at mærke sin egen krop. Men de er knyttet sammen med erhvervelsen af færdigheder, med disciplin og med konkurrence. Sport og fysisk træning fører ikke nødvendigvis til en dybere kropsbevidsthed.

Selvfølgelig er der en opmærksomhed på de empatiske hjertefølelser i skolen. Men der er i vores kultur ikke tilstrækkelig viden på dette område. For de fleste af os er det ikke tydeligt hvad forskellen er på det følelsesregister der vedrører grænsesætning og selvhævdelse, og det der vedrører indføling og selvberoenhed. Vi er ikke opmærksomme på at man kan øve sig på hjertefølelser. Ofte med et stort udbytte.

Vi er heller ikke opmærksomme på at den mentale klarhed, den hukommelse, og den koncentrations- og kombinationsevne der trænes i de boglige fag, kun er en mindre del af den menneskelige bevidstheds muligheder. For eksempel har vores kultur kun beskeden viden om betydningen og udnyttelsen af pauser. Om hvordan det er muligt, så at sige at viske den indre tavle ren ved at udnytte mellemrummene mellem de indhold der normalt fylder vores sind i ubrudt strøm. I disse mellemrum ligger en åbenhed der har en umiddelbart beroligende, fornyende og vitaliserende effekt på den der tillader den at få plads.

Men det allervigtigste, den mest betydningsfulde, endnu ikke udnyttede mulighed, er en i teorien indlysende og næsten banal, men i praksis meget dyb og effektfuld fremgangsmåde: Det er at minde børn – og voksne – om at søge indad mod deres egen værens-kerne fra flere områder samtidigt, altså så vidt muligt fra hele sig selv. Og at huske eller mærke denne helhed når de er i kontakt med andre.

Det er ikke kun børn der har mistet kontakten til sig selv. Vores erfaring siger at mange af de voksne, forældre, pædagoger og lærere omkring børnene har også på forskellig vis mistet kontakten til sig selv og dermed ikke er i stand til at etablere den autentiske nærværende og empatiske kontakt som er nødvendig for at kunne skabe gode relationer.

Fagfolk der arbejder med børn ser i dag dette som et af nutidens helst store problemer og leder efter mulige løsninger på det. Det er tydeligt at for eksempel lærere er meget lydhøre over for tiltag som kan styrke trivsel og respekt på begge sider af kateteret – på begge sider af relationen. Empati, nærvær og opmærksomhed over for andre mennesker styrkes ved at børn bliver mødt med disse kvaliteter. Man kan ikke udvikle empati og sans for samhørighed gennem straf!

Det er nødvendigt at have fokus på at ruste læreren til at være nærværende med personlig autoritet. Relationen bæres af personerne i den, og i et voksen-barn forhold bæres den især af den voksne. Det er den voksne som kan tilføre relationen de kvaliteter som han eller hun ønsker den skal have. Så lærerne har brug for at udvikle deres selvberoenhed, deres kontakt til deres indre styrke og dømmekraft. Der er ikke længere – og heldigvis for det – en kraftig ydre styring i samfundet. Vi skal alle lære at styre indefra og træffe vores eksistentielle og sociale valg med forankring i en solid indre dømmekraft.

Det kræver lærere der ud over en solid faglig kunnen i deres respektive fag også skal have denne personlige autoritet og autenticitet. Den kan udvikles gennem vejledning i og brig af øvelser der styrker kontakten til hjerte, bevidsthed, krop, åndedræt og kreativitet. Disse øvelser er i sig selv med til at udvikle lærerens relations-kompetence, og denne er en nødvendig forudsætning for at han eller hun i næste runde kan give øvelserne videre til børnene i undervisningen. For de fleste lærere kræver det derudover at der bliver sat fokus på deres måde at være i kontakt med børnene på, især i de vanskelige og konfliktfyldte situationer der på én gang kræver en udstrakt grad af kontakt med sig selv og en samtidig indføling i barnet. For at sikre at det der kommer ud af lærerens mund, gavner relationen og begges udvikling og dermed også lærings- og udviklingsmiljøet i klassen.