At tale med børn om Corona af Kurt Rasmussen Socialpædagog og familieterapeut, MPF

21. april 2020

Del artiklen

Kurt Rasmussen
Socialpædagog og familieterapeut, MPF

At tale med børn om Corona

Børn gør ikke hvad de voksne siger
De gør det de voksne gør

Det er en gammel talemåde. Og på mange måder holder udsagnet vand.

Hvis vores børn bliver bange når de hører om verdens genvordigheder – for tiden fx Corona – har det heller ikke megen effekt, hvis vi voksne siger til børnene, at de kan være helt rolige. “Vi har styr på det. Der sker ikke noget”. Er vi selv nervøse over situationen kan de fleste børn læse os som en åben bog. Og så har de dobbelt så stor grund til at blive urolige. De kan høre, at vi er utroværdige, og de kan samtidig fornemme vores usikkerhed.

For tiden spørger mange forældre eksperter til råds om hvordan de skal tale med deres børn om den nuværende situation. Og mange eksperter falder i på den måde, at de fortæller en masse om hvilke ord og sætninger det kan være godt at sige til børnene. Ord og sætninger der sådan set er objektivt rigtige, men kommer de ud af munden på en usikker voksen – ja så kan det gøre ondt værre.

Vil vi voksne hjælpe vores børn når de bliver bange og urolige, er vi nødt til “at køre en omvej”. Vi er nødt til at vende radaren indad og finde ud af hvordan vi selv har det i forhold til det vores børn spørger om. Hvis vi vil formidle ro, må vi finde roen i os selv. Og hvis vi også er urolige, må vi tage det alvorligt og forholde os til vores uro, f.eks. ved at tale om den med børnene, og hvis det er for svært så gå vejen om en samtale med en anden voksen, før vi taler med børnene om uro og usikkerhed. Altså ikke lade som om, men gøre det, der skal til for at få et afklaret forhold til det det handler om. Sagt på en anden måde, må vi mærke uroen, tale om den. På den måde er der mulighed for, at uroen kan lægges på plads ved siden af andre nyttige livserfaringer.

Det handler ikke om, at få usikkerheden eller uroen til at forsvinde. Det handler om at lade den være en levende del af os, som vi ikke behøver at adskille os fra. Og fra det punkt, leve med de vilkår, der nu engang er i verden.

Det kan lyde paradoksalt, men hvis vi tør forholde os til livets skrøbelighed, så er der mulighed for, at vi kommer til at stå stærkere på jorden. Og fra det sted er der også mulighed for at tale med sikkerhed i stemmen om det usikre. Den væremåde er smitsom – fra voksne til børn – på den gode måde.